Få opskrifterne på alle de bedste og nemmeste sommerdesserter lige her
Sommeren er over os og det kalder på nemme sommerdesserter. Masser af skønne desserter med sæsonens lækre bær og frugter. Jeg har samlet mine bedste sommerdesserter, som du nemt kan trylle frem hjemme i dit køkken. Der er desserter for enhver smag – og desserter til både store og små.
Indlægget her er en del af Bloggers by Hearts Sommerserie, hvor jeg i samarbejde med andre bloggere kommer med en masse sommerinspiration i løbet af hele juni måned.
En dessert kan efter min mening nydes hver dag – dette uanset, om man har inviteret gæster eller ej. Og uanset om det er tirsdag, onsdag eller lørdag. Dertil skal det med, at en dessert ikke nødvendigvis behøver at være så fancy igen. Faktisk skal det helst være nemt, ligetil og simpelt – så er mit desserthjerte gladest.
Derfor har jeg samlet alle mine bedste desserter til dig i en fin oversigt lige her.
Sommerlige cheesecakes
Lad os starte med en kage-kategori, som vi gør en del i herhjemme hos os – nemlig cheesecakes. Eller ostekage om man vil. Hos os kalder vi det cheesecake, men det er i bund og grund to sider af samme sag.
Ofte består en cheesecake af en bund, en ostemasse og en gelé – gerne med smag af frugter eller bær. Der findes bagte cheesecakes og ubaget cheesecakes. De cheesecakes, som jeg vil præsentere for dig er alle ubagte eller “nobake” – en betegnelse, som man ofte ser i forbindelse med den slags kager.
Faktisk har jeg kun prøvet at lave en bagt cheesecake en enkelt gang – som jeg husker det med et ganske udemærket resultat. Det var i forbindelse med en prøvesmagning til et bryllup, hvor brudeparret dog valgte at gå en moussekage i stedet.
Stikkesbær chessecake med jordbærtopping
Jeg elsker at kombinere stikkelsbær og jordbær – det er for mig en lige så naturlig kombination, som fx chokolade og hindbær eller jordbær og rabarber. Det er helt genialt, når sødmen fra sommerens jordbær sættes op mod de syrlige stikkelsbær.
I denne cheesecake indgår stikkelsbærret helt diskret i selve ostemassen og jordbærret i toppingen. Jeg har valgt at lægge jordbærskiver på toppen af cremen og derefter “støbt” min gelé – det giver et super flot visuelt resultat.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/rsz_img_5449-1024x683.jpg)
Koldskåls cheesecake
Vi kan vist ikke komme udenom, at koldskål er lig med sommer i Danmark. Herhjemme spiser vi i hvert fald tilpas store mængder koldskål så snart sommeren nærmer sig. Derfor har jeg selvfølgelig også en vidunderlig koldskåls cheesecake med her i min samling af skønne og nemme sommerdesserter.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2018/04/koldskålskage-e1524682099189-1024x768.jpg)
Sommerfest og sommersjov – også for de mindste
Skønne og nemme sommerdesserter skal også være til for de mindste. Herhjemme nyder jeg i hvert fald at gøre lidt ekstra ud af de helt simple desserter, som jeg ved ungerne holder særlig meget af.
Stod det til pigerne, så skulle alle desserterne fyldes godt med krymmel – der må jeg nok sande, at jeg ikke nødvendigvis er helt enig. Men det betyder bestemt ikke, at det skal være kedeligt. Næ, der må skam gerne være lidt sjov, fest og farver.
Her får du et par skudsikre desserter, hvor ungerne finder de helt store smil frem.
Flødebollekage – ungernes favorit
Skal der være fest og farver – så lad der være fest og farver. Og lad dig ikke begrænse at simpeltheden og det barnlige. Denne flødebollekage vil gå rent ind hos de mindste (og hos de store med barnlige sjæle). Jeg har flere gange serveret flødebollekagen for både voksne og børn – hver gang med stor tilfredshed. Kagen er i princippet “bare” en sjov kæmpeflødebolle – men en kæmpeflødebolle der er et besøg værd.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/floedebollekage1-1024x683.jpg)
Pandekagepinde – nem sommerdessert til børn
Som mor til to friske unge damer har jeg erfaret mig, at mange af mine flotte kager slet ingen interesse har – de takker af og til pænt nej, når jeg spørger om de vil smage. De vil ofte hellere have det simple, som fx disse nemme pandekagepinde. Man kan selvfølgelig gå med alverdens eksotiske frugter, men jeg vil nu vise dig en udgave, hvor jeg har taget udgangspunkt i havens sommerbær til denne nemme og børnevenlige dessert.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/rsz_img_5799-1024x683.jpg)
Helt simpelt – bag med rabarber
Jeg elsker at bruge rabarber i bagværk – der er så mange gode muligheder for lækre desserter. Derfor har jeg samlet et par af mine nemme favoritter til dig. Fælles for de tre lækre desserter er (foruden, at de alle er bagte), at de har en lækker sprød topping.
Rabarbercrumble
Her er én af de virkelig nemme kager, som jeg allerhelst nyder friskbagt og stadig lun. Hertil servere jeg gerne lidt god vaniljeis eller en gang creme fraiche. Kagen kan nemt tilpasses årstidens frugt og bær – om efteråret laver jeg ofte crumble med æbler fra havens mange gamle æbletræer.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/rabarbercrumble_taerte-1024x683.jpg)
Rabarbersnitter med hvid chokolade
Her er endnu et skønt bud på en god en nem dessert, hvor rabarber kommer i centrum. Når jeg laver mine rabarbersnitter serverer jeg dem enten lune eller afkølede – begge dele er nemlig rigtig godt. Jeg mindes mine teenageår, hvor jeg stod bag disken hos bageren og langede en masse forskellige snitter over disken. Særligt æblesnitterne var jeg glade for også selv at snuppe med hjem efter en vagt.
Dog bager jeg nok flere rabarbersnitter end æblesnitter i løbet af et år – de er nemlig vanvittig gode.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/rsz_img_4234-1024x683.jpg)
Rabarberkage med sprød top
Det seneste skud på stammen er denne simple kage fyldt med havensskønne rabarber og toppet med en skøn sprød crumble. Det kan altså et eller andet godt, hvis du spørger mig – altså den her sprøde crumble på toppen. Kagen nyder jeg gerne med lidt creme fraiche til.
Du finder opskriften lige her.
![](https://bondemad.dk/wp-content/uploads/2021/06/rsz_img_5787-1024x683.jpg)
Jeg håber, at indlægget har givet dig en masse inspiration til nemme og lækre desserter til hele sommeren. Det har i hvert fald været en fornøjelse fra min side af at lave dette indlæg – og blive mindet om nogle af de lækre sommerdesserter, som det er længe siden jeg sidste har lavet.
Smid hellere end gerne en kommentar og fortæl mig, hvilken sommerdessert der er din favorit – måske kunne den gemme sig blandt én af alle mine opskrifter.
Kunne du tænke dig at få mere inspiration til din sommer, så smut ind forbi Bloggers by Hearts Instagram-profil lige her og se, hvad de andre søde bloggere har på hjerte. Smut også meget gerne ind forbi Jeanettes blog “Grøntmad”, hvor du finder en masse lækker inspiration til god familiemad.
De bedste sommerhilsner Pernille