Grundopskrift hjemmelavet pasta

Lær at lave hjemmelavet pasta
At lave hjemmelavet pasta sker ofte her på gården – gerne en gang eller to hver uge. Jeg elsker simpelthen, at stå med hænderne i en portion pastadej og bare forsvinde i øjeblikket. For mig er det ren køkkenhygge og jeg slapper af, når jeg laver pasta.
Begge piger vil også gerne med i køkkenet, når der formes pasta. De få gange vi snyder og køber pastaen færdig, er det lige før jeg får skæld ud – de kære piger kan i hvert fald til tider blive helt forarget over deres mor.
Denne opskrift er med æg og mel. Det er den opskrift, som for mig var starten på mit pasta eventyr. Det er ingen hemmelighed, at jeg i løbet af den sidste håndfuld år har fået mere og mere smag for de forskellige pastatyper. Både hvad form og pastadej angår.
Hjemmelavet pasta – helt simpelt
Det italienske køkken er ofte meget simpelt og der er fokus på de enkelte råvarer. Sådan er det også med pastaen. Denne dej består af mel og æg – så bliver det ikke meget mere simpelt. Som oftest vil du se, at der anvendes enten durummel eller tipo 00 til fremstilling af pasta. Det er også oftest de to meltyper, som jeg anvender til hjemmelavet pasta. Man kan vælge at bruge den ene type, den anden type eller en blanding af de to. Reelt set kan man bruge alle typer af mel, når man laver hjemmelavet pasta. Dog er det hhv. durum hvedemel og tipo 00 jeg personligt anvender og derfor også de to meltyper, som jeg vil anbefale dig at bruge.
Durum hvedemel
Ved at anvende durum hvedemel får du et rustikt produkt med en ofte mere al dente konsistens og en dybere smag end ved valg af fx tipo 00. Der er som med al mel forskel på de forskellige durum hvedemels produkter, men generelt set kan man sige at melet ofte er malet til den grovere side.
Tipo 00 hvedemel
Anvender du derimod tipo 00 hvedemel får du et resultat med en mere silkeblød konsistens ved den færdige pasta. Der findes flere typer af tipo mel – heraf er tipo 00 nok den mest kendte og anvendte. Der findes også tipo 0, tipo 1 og tipo 2. Jo højere tal, destro grovere er melet malet. Derfor er tipo 00 hvedemel ret fint malet – og det er skyld i den silkebløde struktur pastaen får.
Grundopskrift hjemmelavet pasta
Her får du min grundopskrift på hjemmelavet pastadej med æg. Opskriften passer til 4 personer ved de fleste pastaretter. Nogle gange anvender vi 3 æg og andre gange 4 æg til portionen - det afhænger lidt af, hvilket pastaret samt hvor meget tilbehør vi i øvrigt får.
Det skal du bruge:
Grunddej til pasta med æg
Sådan gør du:
Pastadej med æg:
-
Start med afveje 250 g mel og placér nu dette i en bunke på bordet.
Lav et hul i midten af bunken og slå dine æg ud heri.
Brug en gaffel og pisk let ægget sammen mens du lidt efter lidt pisker mel med ind i æggene.
Læg gaflen til side, når dejen er ved at være ensartet og ælt nu dejen i hånden. Tilsæt mere mel, som du fornemmer at dejen har behov for det. Dejen skal gerne æltes i 8-10 minutter til dejen er dejlig elastisk og du kan lave et fint aftryk med fingeren i dejen uden den klistrer.
Pak den færdige dej ind i en frysepose, husholdsningsfilm eller lufttæt beholder og lad dejen hvile i mindst 20-30 minutter på køl eller ved stuetemperatur.
Pastadejen er nu klar til at blive formet eller udrullet til det færdige pastaprodukt.