Talkagen er og bliver oplagt, når der er fødselsdag og jeg valgte også i år at lave talkager til pigernes fødselsdag. De fik selvfølgelig hver deres kage og her har i opskriften på Agnes´”2 ÅR”´s kage bestående af en luftig lagkagebund, jordbærsyltetøj og hvid chokoladecreme.
Der er mange måder at fortolke “talkagen” på og der er vel ingen grænser for, hvordan den laves. Ofte ser man kagen med mørdejsbunde og sådan har jeg også selv lavet den førhen… Dog synes jeg, at det skulle være lidt mere lagkageagtigt denne gang.
Ved at lave kagen på denne måde er der en del kage, som man skærer fra – husk dog IKKE at smide dette ud, men at gemme det i fryseren til en dag, hvor du har lyst til at lave romkugler eller andet lækkert.
Hvis der er kage tilovers smager den også helt fantastisk dagen derpå. Vi servere kagen i forbindelse et kagebord, hvor gæster først blev mættet af med boller for herefter at få denne kage samt storesøsterens 5 års talkage (i alt 6 små kager – højde på hver kage var vel 20-22 cm).
Talkage 2 ÅR
Ingredienser
Bund
- 500 g sukker
- 10 stk æg
- 2 tsk bagepulver
- 500 g hvedemel
- 100 g tivoli krymmel
Hvid chokoladecreme
- 4 bl husblas
- 5 dl Piskefløde
- 250 g hvid chokolade
Pynt
- krystalliseret hvid chokolade
- blomster
- marengsstænger
- krymmel og sukkerkugler (lyserød og lilla)
Jordbærsyltetøj
- 1 tube “Cremet” fra Den Gamle Fabrik
Sådan gør du
Bag bunden
- Start med at tænde ovnen på 160 grader varmluft.
- Pisk æg og sukker i 8-10 minutter til massen er lys og luftig.
- Vend tivolikrymmel i massen.
- I en skål blandes mel og bagepulver. Sigt og vend ganske forsigtigt melet ned i æggeblandingen.
- Fordel massen ud i to bradepander (hhv. en stor og en lillle) og bag i ca. 25 minutter.
- Tag kagerne ud af ovnen, vend dem på hovedet på en rist og lad dem køle af.
- Når kagerne er kølet af pakkes de ind i en plastikpose eller lignende og fryses ned – dette for, at det er nemmere at skære nogle pæne tal/bogstaver ud af kagen. Kagerne skal være halvfrosne, når tal/bogstav skal skæres til.
Lav hvid chokoladecreme
- Læg husblas i blød i rigeligt med koldt vand i mindst 10 min.
- Hak chokoladen groft.
- Bring fløden til lige før kogepunktet, vrid husblas og bland husblas i fløden.
- Hæld fløden over chokoladen og rør rundt i midten af skålen i små cirkulære bevægelser til massen er ensartet.
- Læg et stykke husholdningsfilm på overfladen af chokolademassen og stil på køl i mindst 6-7 timer (jeg laver gerne dette dagen før for en sikkerheds skyld).
- Når cremen skal bruges piskes den let op – det er vigtigt ikke at overpiske cremen, da den let skiller og får en grumset konsistens.
- Klargør en sprøjtepose med en rund tyl (6-7 mm hul) og kom cremen heri.
Kagen samles
- Skær den halvfrosne kage ud – print eller udklip ønskede tal/bogstaver i papir, som lægges på kagen således der er noget målfast at skære efter.
- Placér kagerne på et serveringsfad og tag chokoladecremen.
- Tyl dutter hele vejen langs kanten og fyld jordbærsyltetøj i midten (her snyder jeg og bruger “cremet” jordbærsyltetøj på tube som er lige til at tylle ud på kagen).
- Tag nu igen chokoladecremen og tyl dutter oven på jordbærsyltetøjen således hele kagen er dækket af chokoladecreme.
- Pynt kagen af med blomster, marengs osv.
Hvor er de smukke.. du er altid så kreativ og dygtig.
Hej Kirsten.
Hvor er du sød – mange tak 🙂
De bedste hilsner Pernille