Klassisk leverpostej
Prøv Bondemads opskrift på klassisk leverpostej
Hvis du mangler en opskrift på leverpostej, så tag et kig her hos mig. Min opskrift er ganske simpel og resultatet helt perfekt. Det har gerne været mig, der har bidraget med friskbagt leverpostej til diverse familiesammenkomster og altid har leverpostejen fået ros. Særligt min kære farmors ros har betydet meget for mig – ikke at hun er svær at tilfredsstille, men er der en person som kender det gode klassiske danske køkken, så er det vist min farmor.
Der er ikke noget som et lækkert stykke rugbrød toppet med et godt lag af friskbagt leverpostej. Derfor laver jeg gerne en god stor portion og fryser ned en små portioner. Når leverpostejfarsen er klar kommes den nemlig i små alubakker, som hver får et låg på og fryses ned. Efterfølgende kan man nemt tage en leverpostej op fra frys og bage den – og så har man super nemt den bedste friskbagte leverpostej.
Duften af friskbagt leverpostej
At lave leverpostej er nemmere end man måske lige tror. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg første gang gav mig i kast med leverpostejs-projektet. Jeg var meget overrasket over, hvor nemt det var. Selvfølgelig tager det lidt tid den dag, hvor farsen laves. Til gengæld er det virkelig nemt, når først leverpostejen er klar på frost.
Når man laver leverpostej, så ledes tankerne tilbage til 50’ernes landkøkken, hvor mutter koger spæk, hakker svinelever og rører fars sammen. Det er i den grad rustikt, undervejs i processen dufter det ikke særlig fantastisk og sarte sjæle kunne måske godt blive en smule skræmte over at stå med fingrene i lever. Når først den første færdigbagte leverpostej kan tages ud af ovnen, så glemmer man straks de første trin. Duften af friskbagt leverpostej kan noget helt særligt og er uden tvivl iblandt mine yndlings dufte i køkkenet.
Leverpostej i madpakken
At finde en leverpostejmad i madkassen er der intet nyt over – det er vist en vaskeægte klassiker. Sådan er det også tilfældet her hos os. Særligt i min egen madpakke – jeg er nemlig rigtig glad for en leverpostejmad toppet med enten agurk eller rødbede.
Skal det være rigtig godt, så smøres leverpostejen selvfølgelige på et stykke hjemmebagt rugbrød. Her hos mig finder du flere gode og gennemtestede rugbrødsopskrifter, som fx dette lækre rugbrød.
Klassisk leverpostej
Der findes stort set ikke noget bedre end en skøn leverpostejmad. Det gør sig gældende i madpakken og det gør sig gældende til det lune frokostbord, som mange af os har så kært. Denne opskrift er forholdsvis stor og du får derfor leverpostej til lang tid (det kræver selvfølgelig lidt fryserplads, så har du en lille fryser kan du med fordel skalere opskriften lidt ned).
Ingredienser
Instruktioner
-
Skær spækket i mindre stykker og kom i en gryde sammen med 1,5-2 liter vand (spækket skal være dækket af vand).
-
Lad koge i ca. 30 minutter. Tag spækket op af vandet og lad afkøle en smule. Gem vandet til senere.
-
Kør det kogte spæk, lever og løg igennem kødhakkeren. Personligt vælger jeg altid den fineste skive til kødhakkeren, da jeg ikke bryder mig om store klumper i min leverpostej.
-
Farsen skal nu røres med mel, salt og peber.
-
Du skal nu tilsætte en del af kogevandet - tilføj lidt af gangen og rør i farsen undervejs. Der går ca. 8-10 dl af kogevandet, men føl dig frem. Farsen er klar, når konsistensen minder lidt om en tynd havregrød eller vælling om man vil.
-
Fordel farsen i alubakker - selv bruger jeg gerne forme på 4-5 dl. Bag den eller de antal, som du skal bruge med det samme. Læg låg på resten og frys resten ned (inden de bages).
-
Leverpostejen bages ved 180 grader almindelig ovn i ca. 1 time til overfladen får en flot brun farve. En leverpostej skal bages i et vandbad - derfor skal leverpostejen stilles i et ildfast fad og der hældes vand i fadet. Hæld vand i således vandet når ca. 2/3 op på alubakken.
Bemærkning
Husk, at tage låg af inden du bager din leverpostej som har været en tur på frost.
Bemærk, at leverpostejen kan bages direkte fra frost eller optøet. Hvis du bager en frossen leverpostej skal du dog forvente en længere bagetid for at sikre at den er gennembagt.