Go Back Email Link

Minirugbrød m. æble

Prøv disse super lækre og saftige minirugbrød, som med denne bradepande deles i 18 ens rugbrød - lige til at putte i madkassen.
Forb. tid 8 timer 45 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet vente-/hævetid 8 timer 30 minutter
Servings 18

Ingredienser

Fordej

  • 60 g rugmel
  • 75 g vand
  • 2 spsk surdej

Frø/kornblanding

  • 25 g hørfrø
  • 35 g solsikkekerner
  • 35 g skårne rugkerner
  • 75 g vand

Dejen i øvrigt

  • 3,75 dl lunket vand
  • 15 g honning
  • 12 g salt
  • 1 æble skrællet og revet
  • 190 g hvedemel
  • 190 g rugmel
  • 35 g havregryn
  • 20 g maltmel
  • Lidt olie til bradepanden samt havregryn og skårne rugkerner til at drysse på dine minirugbrød

Sådan gør du

Om morgenen (jeg udfører ofte dette trin inden jeg smutter på arbejde)

  • Fordejen laves - bland rugmel, vand og surdej godt så der ikke er melklumper. Lad fordejen stå ved stuetemperatur i en skål med låg på.
  • Frø/kornblanding laves - hørfrø, solsikkekerner og skårne rugkerner blandes i en skål med vand og stilles ligeledes ved stuetemperatur i en skål med låg på.

Om eftermiddagen (når jeg kommer hjem fra arbejde - dog er fordejen meget vel klar tidligere på dagen efter 4-5 timer)

  • Tjek om fordejen er klar - tag en skefuld fordej op i en skål vand og fordejen er klar, hvis den flyder ovenpå.
  • Bland vand, honning, salt og alt fordej godt sammen i en skål.
  • Kom frø/kornblandingen i og kom også det revne æble i. Rør godt rundt.
  • I en anden skål blandes hvedemel, rugmel, maltmel og havregryn - og kommes af to omgange op i skålen til de øvrige ingredienser.
  • Rør rundt i ca. 5 min og stil nu dejen til første hævning - dæk skålen til og lad stå ved stuetemperatur i ca. 3 timer.

Kom brødet i formen

  • Efter ca. 3 timers hævning er det tid til at smøre denne bradepande (link hertil finder du nederst i siden) med en smule olie. Bradepanden består af tre dele og du skal i første omgang bruge selve formen og den ekstra bundplade. Hæld dejen i formen og fordel dejen jævnt ud i hele bredepanden. Tag nu den sidste del til bradepanden, nemlig den smarte indsats, og tryk den ned i dejen. Herefter drysses en lille smule havregryn og skårne rugkerner ud over dejen.
  • Dejen skal nu hæve ca. 1-1,5 time i selve formen. Minirugbrødet er klar til at blive bagt, når der er kommet 6-7 små huller på størrelse med en knappenål - dog skal du tænde for ovnen, når det første lille hul dukker op. Ovnen skal tændes på 180 grader alm. ovn.
  • Bag minirugbrødet i ca. 25 min til brødet opnår en kernetemperatur på 97-98 grader. Herved får du et lækkert og lige tilpas svampet brød.
  • Tag brødet ud af ovnen vend formen på hovedet ud på en rist. Tag bunden og bundpladen af og lad køle helt af, inden du forsigtigt kan trykke de 18 små rugbrød ud af indsatsen.

Noter

Vil du have lunt og friskbagt rugbrød til frokost, så kan du passende lave fordejen inden du går i seng, blande dejen når du stå op (hvis du er morgenfrisk) og så bage sidst på formiddagen, så der er lækre og lune brød når frokosten skal på bordet...:-)