Udskriftsindstillinger:

Romkugler i påskeklæder

påskeæg opskrift

Vær med og lav romkugler forklædt som påskeæg, når jeg sammen med Bianca fra Home By Bianca går i køkkenet.

Vi skal sammen i køkkenet og lave nogle super nemme og vanvittig lækre romkugler pyntet nok så fint som små påskeæg. Basisopskriften får du lige om lidt, men først lidt om det praktiske.

Jeg har faktisk kun gået live en enkelt gang, hvilket sjovt nok var sidste år ved påsketid - og dengang gik der også påske i den. Det kan du se mere om lige her: Bondemad går LIVE

Vi vil gerne have dig med - følg med her

  • Hvornår?
    Vi går live på Instagram lørdag d. 27. marts kl. 14-15.
  • Hvordan?
    Du finder enten @homebybianca eller @bondemad på Instagram. Når vores live starter, vil der ved vores profilbillede stå noteret, at vi går live - tryk og du skulle meget gerne følge med.

Se, dét lyder ikke så besværligt vel? :-)

Find dine udstikkere frem - dem skal du nemlig bruge, når vi går i køkkenet sammen. Nedenfor får du min basisopskrift for romkuglemassen - en opskrift, som jeg er sikker på vil falde i god jord. Opskriften er mit udgangspunkt for romkuglerne og du er selvfølgelige velkommen til at tilsætte hakkede nødder, lidt smørcreme, smeltet chokolade eller marcipan, hvis du ønsker :-)

Bemærk, at der skal bruges kagerester. Her kan du vælge at bage en kage til formålet, bruge kagerester fra gemmerne eller også kan du købe en færdig skærekage af en art til formålet. Hvis du bager en kage til formålet, så skal den være bagt og afkølet inden vores live går i luften.

Tag ungerne med

Både Bianca og jeg selv har ungerne med, når vi d. 27. marts går live på Instagram. Vi har planlagt nemme kager, som ungerne uden tvivl kan være med til at lave. Jeg er sikker på, at mine piger nærmest ikke kan vente til de får lov til at pynte de fine påskeæg.

Hvis du ikke har en masse påskeudstikkere, så lav kagerne i andre former alt efter, hvilke udstikkere du har. Og ellers så kan man snildt forme påskeæg med hånden.

opskrift
Sværhedsgrad Begynder
Tid
Forberedelsestid: 30 min Tid i alt: 30 min.
Portioner 10
Bedste sæson Forår
Beskrivelse

Det er påsketid og vi skal derfor lave sjove og kreative romkugler.

Det skal du bruge:
    Romkuglemasse
  • 400-500 gram kagerester (gerne sandkage, roulade, mazarinkage, chokoladekage eller lignende)
  • 2-3 spiseskeer marmelade (evt. siet, hvis man vil undgå kerner i sin romkuglemasse)
  • 3-4 spiseskeer mørk kakaopulver
  • 2-3 spiseskeer rom eller romessens
  • Pynt
  • marcipan eller fondant
  • flormelis og vand (eller past. æggehvide) til en tyk glasur
  • pastafarve til at indfarve marcipan/fondant/glasur
  • krymmel i massevis
  • evt. lidt chokolade
Sådan gør du:
    Lav romkuglemassen
  1. Start med at brække kageresterne i mindre stykker og kom i en skål.

  2. Tilføj marmelade (evt. siet), kakaopulver og romessens og rør massen godt sammen.

    Alt efter kageresternes konsistens kan det være, at der skal mere marmelade til - føl dig frem :-)

  3. Smag til og tilsæt gerne mere kakao eller rom/romessens til massen har lige præcis den smag, som du ønsker.

  4. Form dine påskekager
  5. Tryk romkuglemassen flad til en højde på ca. 1,5-2 cm.

  6. Find fine udstikkere og tryk dine kager ud.

  7. Pynt kagerne efter eget ønske - her er det bare at slippe fantasien løs. Du kan enten beklæde kagerne med marcipan eller fondant, pynte med glasur og krymmel eller evt. chokolade.

Pernille Janbæk Jørgensen
Mad- og kageblogger

TAK, fordi du så med...

Jeg håber, at denne opskrift har vakt din interesse og du har lyst til at gå i gang i køkkenet. Husk, at du altid nemt kan printe opskriften således du kan have et fysisk eksemplar ved din side. 

Har du spørgsmål, så er du altid velkommen til at henvende dig. 

De bedste hilsner Pernille