Det er egentlig ikke så svært igen at lave marengs og man kan bruge marengs i ualmindeligt mange sammenhænge - det mere eller mindre festlige.
Uanset, hvad jeg skal bruge mine marengs til så går jeg altid ud fra samme grundopskrift. Dette med lige dele æggehvide, sukker og flormelis.
Jeg ser så ofte på diverse bagesider på bl.a. Facebook, at folk har problemer med deres maregns. Problemer, som jeg også selv har haft. Derfor får du her mine bedste råd der forhåbentlig vil guide dig sikkert til succes.
Det kan være svært at forklare, så jeg tog mit mobilstativ frem sidste gang jeg lavede marengs. Jeg håber derfor, at videoen her giver dig et indtryk af, hvordan du skal sprøjte dine marengsjuletræer uden de vælter.

De er festlige og slet ikke så svære endda at lave. Pynt dem med sukkerkugler eller anden fin sukkerpynt inden de tørres i ovnen.
Tænd ovnen på 80 grader varmluft.
Pisk æggehviderne skummende.
Drys lidt efter lidt sukkeret i og pisk ved middel til høj hastighed til du har en sej marengs (8-10 minutter). Tilsæt pastafarve mens der piskes til du opnår den ønskede farve.
Si flormelis i og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber.
Klargør din sprøjtepose med en lille stjernetyl og mal striber af pastafarve inde i sprøjteposen (gerne flere forskellige farver af grøn, hvis du har).
Fyld marengsmassen i din sprøjtepose og sørg for at få trykket det godt sammen så der ikke opstår luftbobler i din sprøjtepose.
Lav et par dutter marengs på din bageplade og "lim" et stykke bagepapir fast (herved er det nemmere at sprøjte sine juletræer uden papiret bevæger sig rundt).
Når du sprøjter dine juletræer skal du holde sprøjteposen lodret. Se på videoen nedenfor, hvordan du sprøjter de fine træer.
Find passende sukkerpynt og sæt dem forsigtigt fast på juletræerne.
Tør dine marengsjuletræer i ovnen i godt og vel en time. Når du forsigtigt kan løfte dine marengs fri af papiret er de færdige.
Sluk ovnen, men lad dine marengs blive i ovnen ca. en times tid til ovnen er kølet af. Hvis du tager dine marengs ud af ovnen med det samme og lader dem køle af ved stuetemperatur vil de med stor sandsynlighed sprække. Sæt eventuelt en grydeske eller andet i ovnlågen således der kan komme damp ud af ovnen.