Madplan uge 51

Madplan uge 51

Madplan uge 51

Det er atter blevet weekend og som så ofte før en af dem der er godt fyldt op. Dagen i dag byder nemlig på lidt praktisk arbejde – først skal der hentes brænde hjemme hos mine forældre, da et par træer er væltet og vi vel og mærket meget godt kan bruge noget mere brænde. Senere skal der ryddes op i værkstedet, for i morgen skal min søster og jeg afvikle den årlige juleridetur og her slutter vi altid af i vores værksted med æbleskiver, gløgg og selvfølgelig julemusik 🙂 Det er efterhånden 8. gang vores arrangement løber af stablen og det er en dag, som mange ser frem til. I år er der foruden en hestevogn fyldt med bedsteforældre, mænd og børn også tilmeldt 20 heste som følger trop. Det er sådan en ting som man bare ser frem til år efter år og det er ren hygge for både børn og voksne 🙂

I denne weekend har jeg også fået lov til at have takeover på Fynske Influencers Instagramprofil og jeg får derigennem lov til at vise lidt af mit univers igennem deres kanal! 🙂

I næste uge har vi lidt mere tid end vi plejer, da både svømning og to gange gymnastik er gået på juleferie. Det giver lige et par ekstra timer, så måske jeg får ungerne med i køkkenet og lavet os et lille peberkagehus – jeg kom til at vise Laura et billede af sådan et hus den anden dag og så var hun ellers klar 😉

Rent madmæssigt har jeg atter været et smut i fryseren for at se, hvad den gemmer på. Der er bl.a. et par poser med kyllingekød og dertil også poser med hønsefond – og så kan der altså hurtigt smækkes en gang tarteletter sammen 😉 Det er også en af de retter, som vi alle fire er ret vilde med, så det er altid et hit. Jeg fandt også en svinemørbrad og eftersom vi gerne en gang årligt køber en hvert ko gemmer fryseren også på noget oksekød.

Mandag: Tarteletter m. høns i asparges

Tirsdag: Spaghetti og kødsovs og dertil grøntsagsfad

Onsdag: Gulerodssuppe med hjemmebagt brød

Torsdag: Cordon bleu og cremet pasta

Fredag: Mørbrad m. bløde løg i flødesovs

Lørdag: Bøf stroganoff  og dampet broccoli

Søndag: Stjerneskud

Det her med at lave madplaner er for mig blevet nemmere jo længere tid jeg har gjort det. Det er egentlig noget, som jeg har gjort i 5-6 år efterhånden, men så har der været perioder hvor jeg har haft lagt det helt på hylden – perioder, hvor vi ender med at stå alt for sent på dagen og ikke have styr på maden. Når jeg laver mine madplaner tyr jeg gerne til andre blogs, magasiner og hjemmesider for at finde ny inspiration. Ellers kan man godt have tendens til at lande på de samme retter igen og igen.

Jeg gør gerne mit for at mindske madspild mest muligt og er derfor også god til at gemme rester til senere brug eller til dage, hvor det skal være ekstra nemt. Og så tager jeg stort set altid et kig i vores fryser, når den næste uges madplan skal laves for jeg vil langt hellere bruge det kød og de grøntsager som gemmer sig deri frem for at købe nyt (for der er altså lidt begrænsninger for, hvor længe fryseren kan gemme på maden inden den bliver kedelig og dårlig – i hvert fald i min optik).

I mine madplaner prøver jeg også gerne at planlægge således vi både får ris, pasta og kartofler i løbet af en uge. Og så skal der gerne noget grønt til. Her laves ofte et fad med friske grøntsagerne skøret i stænger og dertil salat til de voksne. Det er ikke fordi at ungerne ikke må smage, for det skal de helst gerne og gør det også – de vil bare hellere have deres grøntsager uden dressing og alle de andre ting, som jeg finder på at putte i salaten 😉

Hav en rigtig god weekend // Pernille



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *