Lun æblegløgg

Æblegløgg for hele familien
Æblegløgg, som du kan servere for alle i familien – den er nemlig helt uden alkohol. Selvfølgelig kan der tilsættes en lille sjat lys rom til de voksne sjæle, der måtte have dette behov.
Jeg arbejdede i sin tid på en café, hvor køkkenet hver jul lavede en skøn lys gløgg. Det fik mine øjne op for, at gløgg selvfølgelig kan laves i andre udgaver end den helt klassiske. I min udgave har jeg valgt at basere gløggen på æblemost, som jeg synes går rigtig godt sammen med krydderierne i essensen.
Når du i den kommende tid får julegæster på besøg, så kan du sammen med den lækre æblegløgg fx også servere en omgang klassiske brunkager.


Lun æblegløgg
Ingredienser
Gløgg-essens
- 3 dl æblemost
- 6 stk nelliker
- 2 stk stjerneanis
- 6 stk kardemommekapsler
- 3 stængler kanel
- 2 spsk brun farin
- 1 stk økologisk appelsin (skrællen heraf)
Gløgg
- 1 liter æblemost
- 1 portion gløgg-essens
Fyld
- 50 g mandelsplitter
- 50 g tørrede abrikoser i mindre stykker
- 50 g tørrede tranebær
Sådan gør du
Gløgg-essens
- Kom alle ingredienserne i en lille gryde og kop op.
- Lad essensen småkoge i 15-20 minutter.
- Tag essensen af varmen og lad essensen trække i en times tid (og gerne længere).
Gløgg
- Hæld æblemost i en gryde.
- Læg en si over gryden og hæld nu gløgg-essensen igennem sien.
- Varm æblegløggen igennem (den skal ikke op og koge).
- Tilsæt fyld og servér for dine julegæster.
Noter
