Gammeldags fastelavnsboller med syltetøj

Gammeldags fastelavnsboller med syltetøj

Lækre og bløde fastelavnsboller med syltetøj og creme.

Sådan en portion gammeldags fastelavnsboller med syltetøj er jeg ganske glad for. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Gammeldags fastelavnsboller er og bliver min favorit, når det kommer til fastelavnsboller. De fyldes med creme og skøn syltetøj. Jeg har denne gang valgt at gå med jordbær, men du kan snildt vælge lige præcis din yndlingssyltetøj.

Som teenager stod jeg bag disken hos en bager. Tilbage fra den tid af husker jeg nok så tydeligt, hvordan salget af fastelavnsboller blev skudt i først i det nye år. Det har hængt ved. Og netop derfor er min kage-mave altid klar til fastelavnsboller allerede i begyndelsen af januar.

Jeg bager derfor fastelavnsboller immervæk en del gange inden det rent faktisk når at blive fastelavn. Familien har dog heldigvis intet imod det.

Kniber det med at holde fyldet inde i dine fastelavnsboller?

tips

Følg med her og bliv klogere på, hvordan jeg gør. Således får du alle mine gode råd og kan også få styr på at bage fastelavnsboller, hvor fyldet ikke flyder ud af bollerne.

Spar på melet:

Som med så mange andre opskrifter, så skal du være opmærksom på at der er forskel på mel. Af den årsag har jeg også angivet en ca. mængde i denne opskrift. Når du laver en gærdej til dine fastelavnsboller,så har du brug for en smidig dej – hvis dejen har fået for meget mel vil dejen med al sansynlighed sprække.

Ælt dejen godt igennem:

Æltetiden er vigtig. Ved at ælte dejen tilpas længe vil du give melet i dejen mulighed for at opsuge mere væske og danne et lækkert glutennet med lange glutenstrenge.

Lav en bagefast creme:

For at holde på fyldet, så er det en væsentlig faktor, at det fyld man anvender har en god fast struktur. I min vaniljecreme, som jeg bruger til fastelavnsbollerne sørger jeg for at koge cremen til den er tyknet godt og grundigt.

Andre gange tager jeg den nemme løsning og køber bagestabilt kagecreme i pulverform. Udgaven fra Dr. Oetkter har jeg anvendt og kan sige god for – både hvad angår cremens struktur, men i den grad også smagen.

Kog din syltetøj bagefast:

Vi tager den lige igen: de ting, som kommes ind i fastelavnsbollen skal have en fast struktur. Det gælder selvfølgelig også din syltetøj.

Jeg har ladet mig fortælle, at der findes bagefast syltetøj, men det er ikke lykkedes mig at finde et glas. Af den årsag kan jeg heller ikke stå inde for, om det mon også virker.

I stedet for tager jeg altid og koger syltetøjet yderligere ind og tilsætter en smule geléringsmiddel. Således bliver syltetøjet ekstra fast i strukturen og flyder ingen vegne under bagningen.

Sådan samler du dine fastelavnsboller:

Godt, vi har nu styr på den elastiske dej og fyldet. Det er nu tid til at snakke lidt om selve samlingen af vores fastelavnsboller med syltetøj og creme.

Når dejen har hævet første gang, skal dejen udrulles til ca. 30×40 cm. Hav gerne lidt mel dryset ud på bordet, men vær varsom med mængden af mel, da det kan komme til at drille dig, når fastelavnsbollerne skal samles. Del nu dejen i 12 ca. lige store felter og kom en teskefuld syltetøj på hvert felt efterfulgt af godt fyldt teskefuld vaniljecreme.

Én efter én lukkes fastelavnsbollerne:

  1. Tag fat i de fire hjørner og saml dem henover midten af fyldet. Tryk dejen godt sammen ned langs kanterne (har du anvendt for meget mel ved udruldning kan det være svært at trykke dejen sammen).
  2. Tag nu fat i bollens fire nye hjørner og saml igen hjørnerne over midten af fastelavnsbollen. Tryk samlingen godt sammen og vend bollen.
  3. Vend nu bollen om således samlingen er under bollen. Du kan nu vælge at stramme dine fastelavnsboller op – bare en lille smule (det er dog kun nogle dage vi får strammet op og man kan sagtens undlade det).
opskrift
gammeldags fatelavnsbolle med syltetøj

Gammeldags fastelavnsboller med syltetøj

Helt klassisk – gammeldags fastelavnsboller med syltetøj og creme! Den drilske fastelavnsbolle, hvor fyldet har det med at snige sig ud. Få de bedste tips og tricks i denne opskrift og hold på fyldet.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 15 min
Samlet hævetid: 1 t 45 min
Ret Det søde køkken
Køkken dansk
Antal 12 stk

Ingredienser
  

Dej til fastelavnsboller:

  • 2,5 dl lun mælk
  • 50 g gær
  • 1 stk æg
  • 75 g sukker
  • ca. 500 g hvedemel
  • 1/4 tsk salt
  • 75 g blødt smør (stuetemperatur)

Bagefast kagecreme – lav din egen eller køb bagestabil kagecreme i pulverform:

  • 2 stk æggeblommer
  • 2 spsk majsstivelse
  • 3 dl mælk
  • 4 tsk sukker
  • 4 tsk vaniljesukker

Bagefast marmelade:

  • 1 glas af din yndlingsmarmelade – her brugte vi jordbærmarmelade
  • evt. fortykningsmiddel til marmelade

Pynt – farvestrålende glasur og krymmel:

  • 50-75 g flormelis
  • lidt vand eller past. æggehvide til glasuren
  • evt. frugtfarve, pastafarve eller gelfarver efter ønsker farvevalg
  • evt. lidt krymmel alt efter ønske

Sådan gør du
 

Lav først dejen til fastelavnsbollerne:

  • Lun mælken til den er lun (28-29 grader og ikke varmere).
  • Rør gæren ud i mælken.
  • Tilsæt nu æg, sukker, godt halvdelen af melet og salt. Rør nu dejen godt sammen og tilsæt løbende resten af melet. Ælt dejen i 6-8 minutter til den er smidig.
  • Under omrøring tilsættes smør i små tern – lidt efter lidt. Ælt dejen videre til smørret er arbejdet ind i dejen og du har en god smidig dej.
  • Dæk dejen til og lad hæve ved stuetemperatur i ca. 1 time til dejen har opnået dobbelt størrelse.

Imens dejen hæver skal der laves kagecreme:

  • Kom alle ingredienserne i en lille gryde og bring i kog mens der konstant piskes.
  • Lad cremen koge i nogle minutter til den tykner godt – husk, at cremen hellere må koge et minut for længe end i for kort tid.
  • Tag den tyknede creme af varmen og dæk til med husholdningsfilm (læg husholdningsfilm ned til overfladen af cremen, således der ikke dannes kondens).
  • Lad cremen afkøle mens marmeladen forberedes.

Kog nu også marmeladen ind således denne er bagefast:

  • Kom din marmelade op i en lille gryde og kog den under omrøring.
  • Vælger til at tilsætte fortykningsmiddel, skal vejledningen på det valgte produkt følges.
  • Tag gryden af varmen og lad marmeladen afkøle.

Samling af fastelavnsbollerne:

  • Den færdighævede dej kommes ud på et meldrysset bord og rulles ud til et rektangel på ca. 40×30 cm. Sørg for hele tiden at flytte lidt på dejen og sørg for, at der er mel under dejen således dejen ikke klistrer fast til bordpladen.
  • Del nu dejen i 12 lige store stykker (skær 2 gange på langs af dejen og 3 gange på tværs af dejen). Du har nu 12 nogenlunde lige store felter.
  • På hvert felt placeret en skefuld creme og en skefuld marmelade.

Fastelavsnbollerne skal nu samles og her er det vigtigt, at være omhyggelig.

  • Tag først de fire hjørner og saml dem på midten – med et par fingre holder du fast her med den ene hånd alt imens den anden hånd klemmer godt sammen på de fire sider fra midten og ud.
  • Du får nu fire nye hjørner, som igen samlet på midten og trykkes sammen.
  • Vend fastelavnsboller om, således samlingen er ned mod bordpladen.
  • Lav en "klo" med den ene hånd og stram ganske let fastelavnsbollen op (på samme måde, som når vi strammer almindelige boller op). Vær forsigtig med ikke at få strammet fastelavnsboller for meget op, da man kan risikere at dejen sprækker på toppen.
  • Læg nu din fastelavnsbolle på en bageplade beklædt med bagepapir og følg samme samlevejledning ved de øvrige 11 fastelavnsboller.
  • Selv fordeler jeg gerne fastelavnsbollerne på to plader således de ikke vokser sammen.
  • Læg et viskestykke henover fastelavnsbollerne og lad efterhæve i ca. 45 minutter.

Bag fastelavnsbollerne:

  • Alt imens fastelavnsbollerne hæver skal ovnen tændes således den er varm, når den fastelavnsbollerne er færdige med at hæve.
  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  • Inden fastelavnsbollerne kommes i ovnen kan man vælge at pensle med lidt sammenpisket æg eller lidt mælk – selv gør jeg det sjældent ved fastelavnsboller.
  • Kom begge plader i ovnen og bag fastelavnsboller i 12-15 minutter til de er flotte gyldne. Hold øje med ovnen undervejs og vend pladerne om nødvendigt – mange ovne fordeler varmen ujævnt, hvorved der er mere varme forrest, bagerst eller i den ene side af ovnen.
  • Tag nu fastelavnsbollerne ud af ovnen og lad afkøle på en rist inden der pyntes med glasur og krymmel alt efter humør.

Bland en god tyk glasur – farv, pynt, og drys med krymmel.

    Noter

    Lav disse fastelavnsboller med creme og syltetøj eller skift syltetøj ud med fx lidt hakket chokolade, nougat, lidt banen eller måske hakket æbletern og kanel. 
    Du kan sagtens fryse disse fastelavnsboller ned, hvis du undlader glasuren. 
    Keyword Fastelavn, højtid

    Klar på flere fastelavnsboller?

    Hvis du ligesom jeg heller ikke kan få fastelavnsboller ofte nok, så har jeg heldigvis andre gode opskrifter til dig. Herhjemme er vi ret glade for at bage vandbakkelser, så disse fastelavnsboller med nougatcreme er et godt bud. Ungerne er altid ellevilde, når jeg laver mine nemme fastelavnsboller med festlig stjerner på toppen, så jeg vil klart anbefale dig at tage et kig på den opskrift også.

    gammeldags fastelavnsboller med syltetøj


    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Vurdering af opskrift