Svampede squashbrud

Svampede squashbrud

Disse squashbrud smager fantastisk og er super svampede.

Helt som “Per Bagers”

Squashbrud, som sender mine tanker fluks tilbage til mine unge dage hos “Per Bager” og hans kone Lisbeth. Tilbage til dengang, hvor jeg fik job hos Deres Bager i Nyborg og stod bag disken. Én af mine absolut yndlingsting var deres gulerodsbrud – de smagte himmelsk! Dagens svampede squashbrud smager selvfølgelig ikke, som “Per Bagers” gulerodsbrud, men vi er derhenad.

Min søde blogger-kollega Lene, som er kvinden bag bloggen “Bagvrk” har en virkelig skøn opskrift på gulerodsbrud, som virkelig rammer “Per Bagers” spot on! Dem bager jeg med jævne mellemrum og kan anbefale dig at smutte over til Lene for en stund 🙂

Du finder Lenes lækre gulerodsbrud lige her.

I går bagte jeg en skøn squashkage – for køkkenhaven havde velsignet os med et par ret så store squash (gigantiske, hvis du spørger mine børn!). Efter at have bagt kagen stod jeg tilbage med en halv squash… Og eftersom vejret i dag ikke har lokket mig uden for, så gik jeg i køkkenet for at bage. Det blev til disse vildt lækre squashbrud.

Gode til madpakken

Jeg tænker, at pigerne får lov at dele et brud og få med i madpakken i morgen… Og så tænker jeg ellers, at de fleste kommer en tur i fryseren. Således kan jeg nemlig nemt få lækkert bagværk på de travle dage 🙂

Sådan lige ift. ungernes madpakke, så går jeg op i at der er noget fiberrigt samt godt med grøntsager. Her kan jeg selvfølgelige ikke prale af at have fyldt en masse fuldkornsmel i boller – for det har jeg bestemt ikke. Meeen, som en del af “SFO”-madpakken, så må der for min skyld gerne være lidt lækkert… Hvilket meget vel kunne blive disse squashbrud 🙂

squashbrud

Svampede squashbrud

Bløde og svampede indeni – og med et sprødt ydre! Fyldt med god smag og bedst af alt, så er de ganske nemme at gå til.
Forb. tid 20 min
Tilb. tid 15 min
Samlet hævetid 1 t 30 min
Samlet tid 2 t 5 min
Ret Brød og boller
Køkken dansk
Antal 12 store brud

Ingredienser
  

  • 50 g gær
  • 5 dl lunkent vand
  • 50 g sukker
  • 900-950 g hvedemel
  • 15 g salt
  • 50 g blødt smør i små tern
  • 300-350 g revet squash
  • 100 g solsikkefrø
  • 2 stk æg

Sådan gør du
 

  • Smuldr gær i en skål og hæld vand ved – rør til gæren er helt opløst.
  • Tilsæt sukker, godt halvdelen af melet og salt (vigtigt: salt må ikke komme i gærvandet før melet, da dette kan ødelægge gærens egenskaber – sørg derfor for at tilføje melet først).
  • Rør godt sammen og tilsæt lidt efter lidt resten af melet. Husk på, at der er forskel på mel, hvorfor jeg har angivet en ca. mængde her. Dejen skal være forholdsvis fast.
  • Tilsæt nu blødt smør lidt ad gangen og ælt nu i 7-8 minutter til smørret er godt æltet ind i dejen og du har en dejlig smidig klump dej.
  • Lad nu dejen hæve ved stuetemperatur i 45-60 minutter til den har opnået dobbelt størrelse. Husk at dække dejen til mens den hæver.
  • Mens dejen hæver forberedes squash: skyl godt og riv squashen. Om du vælger groft eller fint revet er helt op til dig.
  • Dejen placeres nu på bordet og der laves en udhuling i midten (lidt, som en skål). Kom revet squash, solsikkefrø og æg i "skålen".
  • Stræk kanterne ind over og brug nu en dejspartel/dejskraver til at hakke godt og grundigt. Flyt gerne lidt rundt på dejen imens således squash, solsikkefrø og æg fordeles mest muligt. Hak til dejstumperne er 1,5-2 cm i størrelsen.
  • På en bageplade med bagepapir lægges nu "bunker" af dejen (de hæver godt op, så hav 4 eller 5 på en bageplade ad gangen). Lav enten 12 store eller 18-20 lidt mindre squashbrud.
  • Læg et klæde over og lad hæve ved stuetemperatur i 30-45 minutter.
  • Tænd ovnen på 250 grader varmluft. Stil bagepladerne i ovnen og skru ned på 220 grader. Bag dine squashbrud i ca. 15-16 minutter til de er flotte gyldne i overfladen.
  • Tag dine gyldne squashbrud ud af ovnen og lad afkøle på en rist.
Keyword bagværk, boller, hjemmebag, squash


3 thoughts on “Svampede squashbrud”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskrift