Stikkelsbærmazarin

Stikkelsbærmazarin

Nem mazarinkage med friske stikkelsbær og blød vaniljemousse

Det her er efter min mening en rigtig sommerkage. Kagen laves med friske bær fra egen have – i hvert fald hjemme hos mig. En lækker stikkelsbærmazarin fyldt med god marcipan og en cremet vaniljemousse. Mums – det er lige til at sætte tænderne i!

Kagen lavede jeg forleden, da vi havde inviteret vores opstaldere til sommerfest. Foruden denne lækre stikkelsbærmazarin, serverede vi også minidonuts efter opskrift af Annemette Voss. Laura var endnu en gang med i køkkenet, og hun stod for pynten af både donuts og kage (okay – mor her pyntede den ene ud af to kager). Børn elsker krymmel og mine egne piger er ingen undtagelse. De små donuts blev pyntet så fint.

For at lave netop denne kage måtte jeg et smut forbi Nicoline fra Det Glade Køkkens hjemmeside, for hun har en formidabel opskrift på vaniljemousse! Lettere tilrettet (efter Nicolines anvisninger via en sms eller to) fik jeg lavet den lækreste vaniljemousse. Det er helt klart den bedste vaniljemousse jeg nogensinde har fremtryllet.

Igen, TAK for den gode opskrift Nicoline! Uden din opskrift og dine anvisninger er jeg ikke sikker på, at kagen havde endt her 🙂

Opskrift

Mazarin med stikkelsbær

Denne kage er helt genial og rummer både en sød og cremet vaniljemousse samt de syrlige stikkelsbær – to smage, som virkelig gør det godt op imod hinanden. Kagen er ligetil og de fleste kan være med her – den er nemlig meget simpel og nem.

Ret Det søde køkken
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Hvile 6 timer
Antal 8 personer

Det skal du bruge

Mazarin med stikkelsbær:

  • 100 g revet marcipan
  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 2 stk æg
  • 50 g hvedemel
  • 1 håndfuld friske stikkelsbær

Vaniljemousse:

  • 2 bl husblas
  • 0,5 dl fløde (til opvarmning)
  • 0,5 dl yoghurt naturel
  • 2 dl fløde (til piskning)
  • 25 g sukker
  • 1 stk vaniljestang alternativt vaniljesukker (2 tsk) eller vaniljepasta (1 tsk)
  • 2 stk past. æggeblommer

Sådan skal du gøre

Mazarin med stikkelsbær:

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).

  2. Pisk revet marcipan, blødt smør og sukker i ca. 3 minutter til det er luftigt.

  3. Tilsæt ét æg ad gangen og pisk dejen mellem hvert æg.

  4. Sigt hvedemel i dejen og vend det sammen.

  5. Fordel dejen i en springform (Ø20) beklædt med bagepapir i bunden.

  6. Fordel de friske stikkelsbær ud over kagen og tryk dem let ned i dejen.

  7. Bag i ca. 25 minutter til kagen er let gylden på toppen. Tag ud og lad afkøle.

Vaniljemousse:

  1. Læg husblas i en skål fyldt med koldt vand (lad husblassen lægge her i mindst 10 minutter).

  2. Pisk æggeblommer, sukker og vanilje til du har en lys og luftig æggesnaps.

  3. Pisk de 2 dl fløde til en let skum (man skal kun lige kunne danne små toppe, når piskeriset trækkes igennem skummet).

  4. Lun de 0,5 dl fløde i en gryde, vris husblassen for vand og opløs nu husblassen i fløde. Rør yoghurt ud i fløden.

  5. Vend fløde/yoghurtblandingen med æggesnapsen af to omgange (først 1/3 og derefter de sidste 2/3).

  6. Vend til sidst flødeskummet i af to omgange (først 1/3 og derefter de sidste 2/3).

Samling af kagen:

  1. Tag den let afkølede mazarin og kom kageplast rundt i kanten af springformen.

  2. Fordel moussen ovenpå mazarinen og kom kagen på køl i mindst 5-6 timer (eller frost i mindst 2-3 timer). Lav gerne kagen dagen i forvejen og lad den sætte sig på køl natten over.

  3. Når moussen har sat sig fjernes kageplast og kagen placeres på det valgte serveringsfad (er kagen frossen er den nemmere at håndtere, men kræver 3-4 timer på køl for at tø op).

  4. Pynt gerne kagen – fx med friske blomster, friske stikkelsbær og smukke chokoladekugler.

Vild med stikkelsbær?

Er du også glad for stikkelsbær ligesom jeg?

Så kan jeg klart anbefale dig denne lækre kage – en sand stikkelsbærdrøm! Der er lidt flere teknikker, og kagen er lige en tand sværere end min mazarinkage her. Men læs opskriften godt igennem og tag et skridt ad gangen. Så er jeg sikker på, at du nok skal komme i mål.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *