KAGE_fest

Stikkelsbærkage

Himmelsk stikkelsbærkage!

Det er slet ikke unormalt, at jeg pludselig får en idé til en kage, en dessert eller anden form for bagværk og meget ofte bliver det noteret og tegnet straks, så idéen ikke forsvinder (af samme grund finder man en del kager i mine arbejdsrelaterede notesbøgerne ind imellem referater og andet godt). Her den anden dag fik jeg som så mange gange før den her idé og måtte straks i gang da jeg kom hjem – en kage med en fyldig bund fyldt med sprøde pekannødder, marcipan og chokolade, saltkaramel, stikkelsbærkompot og mousse med stikkelbær og hvid chokolade… Bunden er lidt ala den jeg lavede til nytår og var ret vild med…

Resultatet var bare spot on og den pludseligt opståede kage blev pyntet med hvad jeg lige havde til rådighed – resterne af pynten fra nytårsdesserten. Kagen fik derfor et helt simpelt udtryk, men jeg synes faktisk rigtig godt om enkeltheden, som passede helt godt til kagen.

Jeg tog kagen med på job og den var væk i løbet af ganske kort tid med mange rosende ord, så derfor skal opskriften selvfølgelig herind 🙂

Tag godt imod opskriften 🙂

Stikkelsbærkage

Hvis min far skal spise pandekager, så skal det gerne være med stikkelsbærmarmelade til – denne kage fik straks ledt mine tanker hen på min søde far 🙂 Kagen smager helt fantastisk og har både det søde, det syrlige, det salte og det sprøde! MUMS!!
Til kagen bruges to størrelser springforme på hhv. 22 cm og 26 cm.
Antal 12 personer

Ingredienser
  

Konfektbund:

  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • 100 g hvid chokolade
  • 3 stk æg
  • 75 g pekannødder
  • 50 g marcipan

Saltkaramel:

  • 1/3 dåse Dulce de leche (karamelliseret mælk)
  • 1/2 tsk god flagesalt

Stikkelsbærkompot:

  • 500 g stikkelsbær
  • 50 g flormelis
  • 3 tsk vaniljesukker

Stikkelsbær/hvid chokolademousse:

  • 5 bl husblas
  • 100 g af stikkelsbærkompotten
  • 1 dl piskefløde
  • 150 g hvid chokolade
  • 4 dl piskefløde (piskes)

Chokoladepynt:

  • 50 g hvid chokolade
  • guldflager eller guldstøv

Sådan gør du
 

Start med at lave bunden:

  • Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.
  • Kom smør, sukker og chokolade i en gryde og smelt massen.
  • Hæld massen i en skål og lad afkøle en smule inden æg tilsættes. Når massen er kølet lidt af kommes æggene i ét ad gangen og der piskes mellem hvert tilsatte æg. 
  • Hak pekannødderne groft og kom i massen. 
  • Riv eller smuldr marcipanen og kom i massen.
  • Beklæd bunden af en lille springform med bagepapir og hæld massen heri.
  • Bag i 30-40 minutter til bunden er blevet gylden på overfladen. Bunden skal stadig være en anelse klæg indeni.
  • Lad bunden afkøle af i springformen mens saltkaramel og stikkelsbærkompot forberedes.

Lav stikkelsbærkompot:

  • Kom stikkelsbær, flormelis og vaniljesukker i en gryde og lad det koge ind ved lidt over middel varme i 10-15 minutter.
  • Tag 100 g af kompotten fra til moussen og lad resten køle af inden den skal bruges.

Lav saltkaramel:

  • Bland salt i Dulce de leche og smag til – mængden af salt skal være tydelig, men uden at være for dominerende. 

Kagen samles – del 1:

  • Tag springformen med den afkølede bund. Fordel først saltkaramel ud over bunden og dernæst fordeles stikkelsbærkompotten. 
  • Kom kagen i fryseren indtil “kagen samles – del 2”.

Lav moussen:

  • Læg husblas i blød i koldt vand i mindst 10 minutter.
  • Sigt stikkelsbærkompotten ned i en lille gryde således kerner og skal ikke kommer med i moussen. 
  • Hak chokoladen og kom i en skål (hvis du anvender chokoladeknapper er det ikke nødvendigt at hakke den)
  • Tilsæt fløde til gryden og varm op til lige før kogepunktet.
  • Hæld den varme stikkelsbærfløde over chokoladen og lad stå et lille minuts tid inden der røres i skålen til det har samlet sig til en ensartet masse. 
  • Vrid husblas for vand og kom det nu i chokolademassen. Rør rundt indtil husblassen har opløst sig og stil til side. 
  • I en anden skål piskes de resterende 4 dl piskefløde til et let skum, som kun lige kan lave små toppe (den må endelig ikke piskes for meget).
  • Kom ca. 1/3 af flødeskummet i chokolademassen og rør sammen. 
  • Kom nu chokolademassen i skålen med de resterende 2/3 flødeskum og vend til masserne har samlet sig. 

Kagen samles – del 2:

  • Tag din kage op ad fryseren, åbn springformen og tag kagen ud af formen. Fjern bagepapiret fra bunden af kagen og læg den nu over i en stor springform, hvor kanten rundt beklædes med kageplast (lad gerne kageplasten overlappe og saml eventuelt enderne med en papirclips)
  • Placér bunden midt i den store springform og fordel nu din mousse rundt langs kanten og henover bunden. 
  • Lad nu kagen sætte sig mindst 3 timer (gerne natten over) enten på køl eller frost (anvender du fryseren skal du være opmærksom på at tage kagen op nogle timer i forvejen og lade den tø. 

Chokoladepynt:

  • Sæt et stykke kageplast fast til fx et skærebræt eller lign. 
  • Temperér chokoladen og kom i en sprøjtepose, hvor der klippes et lille hul. 
  • Fordel chokoladen ud på kageplasten i tilfældigt mønster – gerne ud over hele stykket med kageplast, da man brækker i mindre stykker senere.
  • Drys med guldflager eller guldstøv inden chokoladen størkner.
  • Lad chokoladen sætte sig og bræk så i mindre stykker der sættes på kagen (man kan eventuelt stikke små huller i kagen med en skarp kniv for at gøre plads til pynten uden den knækker).

Andre opskrifter, som du bør se

5 Comments

  1. Jeanette Vestergaard Madsen says:

    Kan nødderne byttes ud med noget andet

    1. admin says:

      Hej Jeanette.
      Ja, du kan udskifte pekannødder med andre nødder eller undlade dem og i stedet tilføje 50 g hvedemel.
      Mvh Pernille

  2. […] sidste uge fik jeg lavet tre super lækre kager, hvoraf det ene er min stikkelsbærkage, som allerede har sin plads på bloggen. De andre to, hhv. en Oreo cheesecake og en […]

  3. […] gode resultat – opskriften har jeg selvfølgelig klar på bloggen til dig og du finder den lige her. Kagerne bliver flot pyntet med moussebomber, blomster og de lækreste chokoladekugler, som kan […]

  4. […] stikkelsbær fremkommer i flere af mine opskrifter – fx denne skønne mazarinkage eller i min stikkelsbærkage, som faktisk blev serveret ved mine forældres 60-års fødselsdag sidste […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskrift