Spaghetti bolognese

Spaghetti bolognese

En af familiens favoritter

Det skal ikke være en hemmelighed, at vi her på gården er glade for pasta og diverse pastaretter. Og bolognese er ingen undtagelse. Vi laver det forholdsvis ofte og det er også én af mine go-to retter, når jeg af den ene eller anden årsag ikke helt holder mig til madplanen.

Retten kan varieres på utallige måder og her får I opskriften på de voksnes favorit – fyldt med smag og dybde… Til forskel fra en helt klassisk bolognese kommer vi bl.a. en anelse chokolade i, som jeg personligt synes afbalancerer retten. Og jeg skal ellers love for, at ungerne gerne “hjælper” til med madlavningen, når chokoladeposen spottes på køkkenbordet 😉

 

Gode råd til mere smag

Tid, tid, tid… Og lidt mere tid!

En god kødsovs kan uden problemer smækkes sammen på en times tid. Når den står på pasta og kødsovs her hos os laves sovsen ofte, når vi lander hjemme fra job og serveres en god times tid efter.

Retten vil dog unægteligt forbedres over tid. Derfor laver jeg gerne min kødsovs først på dagen og lader den simre ved lav varme det meste af dagen.

En anden god mulighed er at lave retten dagen i forvejen og lade den trække smag på køl.

 

Fyld op med grønt

Selvom jeg i denne opskrift ikke anvender den store mængde grøntsager, så kan man nemt tilføje en masse grønt. Jeg bruger ofte gulerødder og peberfrugter, som får lov til at simre med så. Tit kommer vi majs i retten kort før servering for ungerne elsker det!

Brug også gerne soltørrede tomater – fint eller groft hakket efter dagens temperement 🙂

Pssssst – vidste du, at man nemt kan komme i masse grønt i uden at blive opdaget? Du ved, i tilfælde af at familien vil have KØDsovs og ikke grøntsagssovs. Blend dine valgte grøntsager sammen med de hakkede tomater og lad simre sammen med retten.

 

Kog ikke dit kød, brun det af

En ofte begået fejl er, at man kommer for meget kød i sin gryde/pande og derved får kogt sit kød frem for at stege det (“brune det af”). Kødet får altså ikke den nødvendige stegeskorpe, som netop giver en masse kødsmag til retten. Selv laver jeg altid min bolognese i en stor pande med en god stor flade. Har man ikke en stor gryde/pande vil jeg anbefale at komme kødet på lidt ad gangen.

 

Opskrift på bolognese ala Bondemad

Spaghetti bolognese
5 fra 1 stemme
Udskriv

Kødsovs

Det skal du bruge

  • 100 g røget bacon
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 0,5 tsk salt
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 glas rødvin
  • 2 dåser hakket tomat
  • 2 kviste frist oregano alternativt 2 spsk tørret oregano
  • 30 g god mørk chokolade
  • salt og peber

Sådan skal du gøre

  1. Start med at skære bacon i mindre tern og steg sprødt på en meget varm pande. Hæld det stegte bacon over i en skål og lad lidt af fedtet blive tilbage i panden.

  2. Skræl løget og skær i mindre tern. Skru ned for varmen til lidt over middel og kom løgene på. 

  3. Drys med salt og kom låg på panden. Rør i løgene med jævne mellemrum. Løgene skal svitses i nogle minutter til de begynder og være blødgjort og klare. 

  4. Med en grydeske skubbes løgene ud i kanten af panden og der skrues nu op for varmen. Tilsæt hakket oksekød og brun det af.

  5. Tilsæt rødvin og lad det koge ind. 

  6. Skru ned til middel varme. Tilsæt nu hakket tomat, oregano og chokolade, og kom låg på. Lad simre og smag til med salt og peber. 

Til enhver god kødsovs hører der sig også pasta. Har du besøgt mit lille univers før eller følger du med på de sociale medier vil du vide, at jeg stort set altid laver min pasta selv. Og jeg ELSKER det! 🙂 Det er nemmere end man tror og tager virkelig ikke lang tid… Man behøver endda slet ikke nogle fancy maskiner – en kagerulle og en kniv kan faktisk klare sagerne. Kunne du tænke dig at se, hvordan man gør, så har jeg lavet en lille videoguide.

Det er selvfølgelig ikke et krav, at man laver sin egen pasta selv, men jeg vil nu slå et slag for at man prøver det – bare en enkelt gang eller to (måske bliver du lige så glad for det, som jeg er) 🙂

Mit pastakit til røremaskinen gør arbejdet med pastaen endnu nemmere

Har jeg fået dig overtalt til at lave pastaen selv, så har jeg lavet et indlæg som guider dig hele vejen fra mel og æg til færdigkogt pasta.

 

Opskrift på hjemmelavet pasta

Grundopskrift til pasta

Pasta er nok min livret og kan jo bruges til utroligt mange retter. Sidste år fik jeg (langt om længe) en pastavalse til min røremaskine og jeg har fået lavet rigtig meget pasta siden da. Her er en grundopskrift, som passer til to voksne og to små børn (og så er der af og til en lille smule tilovers til frokosten).

man behøver dog ikke være den heldige indehaver af en fancy gadget til røremaskinen - pastamaskiner fås nemlig også til fornuftige penge og drives pr håndkraft. Den simple metode er udrulning med kageruller - og sådan én har de fleste husholdninger vist på lager 😛

Køkken Italiensk
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Hviletid kan dog undlades 20 minutter
Samlet tid 20 minutter
Antal 4 personer

Det skal du bruge

  • 300 g durummel
  • 3 stk æg

Sådan skal du gøre

  1. Vej 250 g mel af og lav en bunke midt på bordet. Med hånden laves nu en udhuling i bunken, således der bliver plads til æggene.
  2. Slå de 3 æg ud i midten af bunken. Tag nu en gaffel og pisk æggene - lidt efter lidt piskes melet med ind i æggene.
  3. Saml til en sammenhængende dej og tilføj lidt efter lidt mere mel. Dejen skal være fast og ikke klistret.
  4. (kan om nødvendigt undlades - man kan sagtens lave pastaen uden at lade den hvile, men dejen har nu godt af en lille lur) Læg dejen i en frysepose eller pak ind i husholdningsfilm og lad hvile i 20 minutter på køl.
  5. Del gerne dejen op i flere klumper (jeg plejer at dele i 4 klumper) og tryk med fingrene hver klump flad. Indstil dit pastamaskine på størst mulig tykkelse (min maskine har 1 som største tykkelse, så her starter jeg). Dejen køres igennem maskinen 10-15 gange, hvor jeg efter hver tur i maskinen folder dejen en gang - herved æltes dejen inden vi laver pastaen tyndere. Hav altid lidt mel på bordet, som du kan vende pastaen i således den ikke klistrer.
  6. Efter de her 10-15 gange er det tid til at arbejde pastaen til rette tykkelse og maskinen indstilles derfor til næste trin (ved min maskine er dte så 2). På nuværende tidspunkt kører jeg ikke pastaen igennem flere gange som ved maskinens tykkeste trin. Efter en tur 2 trin køres pastaen på trin 3 osv. indtil den ønskede tykkelse opnås (vær opmærksom på ta pastaen svumler en anelse op under tilberedning).
  7. Din pasta er nu klar til brug - læg din pastaplade på et meldrysset bord og gentag nu punkt 5-7 for de resterende klumper pasta.

  8. Hvad du nu skal gøre afhænger helt af, hvad du skal bruge din pasta til. Enten skal du lave lasagne og så bruger du pladerne som de er nu eller måske skal du lave feccucine eller spaghetti og vælger dertilhørende cutter-tilbehør.
  9. Hvis pastaen ikke indgår i en ovnret, så skal den kosges i 3-5 minutter til pastaen er færdigtilberedt.

Gode råd

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der under ingredienser er nævnt en mængde mel på 300 g, men at jeg kun bruger 250 g når jeg skal blande min pasta. Egentlig har jeg altid lært at der skal 1 æg til hver 100 g mel man anvender. Dog er der altså forskel på æggenes størrelse og jeg har oplevet at stå med en for tør og hård dej et par gange og sådan én dej er ikke nem at arbejde med. Derfor har jeg fundtet ud af, at det for mig virker bedre at starte ud med de 250 g og så tilføje små mængder indtil jeg synes pastaen har rette konsistens 🙂

 

Hvor tyndt skal man så udrulle sin pasta?
Selv ruller jeg pastaen ud på min pastarulle, som kobles på min KitchenAid røremaskine og jeg er virkelig glad for den. Den er ikke billig, men for mig alle pengene værd (den bliver virkelig også brugt tit) 🙂 Min pastarulle går fra 1, som er den tykkeste trin (det er her jeg ælter min pastadej inden den arbejdes tynd) og op til trin 8 der er den tyndeste (som jeg vist aldrig har brugt).

Her vil jeg lige opliste de tykkelser, som jeg plejer at anvende når jeg laver pasta:

  • feccucine og spaghetti køres til trin 4 
  • plader til lasagne eller ravioli køre til trin 5 (nogle gange på trin 6)

Har man ikke det fancy udstyr så frygt ej - en kageulle og lidt knofedt kan også gøre det 🙂



3 thoughts on “Spaghetti bolognese”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *