Forsidebanner Med på farten

Pølsehorn

Pølsehorn

En ting, som jeg med jævne mellemrum bager er pølsehorn. Det er en af de ting, som både børn og voksne holder af og som er gode at have med i madpakken eller på tur. Jeg har efterhånden prøvet mig frem nogle gange og er efterhånden landet lige netop der, hvor jeg synes opskriften er helt perfekt.

Jeg vil ikke kategorisere mig selv som en speltmor, men jeg har det nu godt med at bagværket til tider ikke kun indeholder ren hvedemel 🙂 Tit har det lidt grovere bagværk dog også tendens til hurtigt at blive tørt og kedeligt, hvilket jeg egentlig ikke helt synes er et problem for disse basser – de kan i hvert fald sagtens spises dagen efter at de er bagt.

Portionen passer til 24 stk. og her i huset kommes de fleste i fryseren og er perfekte at have, når Lauras madpakke til tider skal være lidt ekstra lækker. Så slipper man også for, at de tørrer mere ud end højst nødvendigt 🙂

 

Lækre fuldkornspølsehorn

Forb. tid 2 timer 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 2 timer 30 minutter
Antal 24

Ingredienser
  

  • 50 g gær
  • 2,5 dl vand
  • 2,5 dl sødmælk
  • 2 spsk honning
  • 100 g blødt smør
  • 2 æg
  • 2 tsk salt
  • 250 g rugmel
  • 650-700 g hvedemel
  • Evt. ketchup

Sådan gør du
 

  • Start med at varme mælk og vand op i en gryde til det er lillefingervarmt. Rør nu gæren ud i den lune mælk. Herefter opløses honningen også i mælken.
  • Tilsæt nu salt, æg, blødt smør (i små tern), rugmel og ca. halvdelen af hvedemelen og rør dejen godt sammen. Den resterende del af hvedemelen tilsættes lidt efter lidt imens der røres godt - som med enhver anden gærdej skal man lige føle sig frem med mængden af med.
  • Ælt dejen godt igennem i sådan 10-15 minutter til dejen slipper kanten af røreskålen. Lad dejen hæve i en overdækket skål en times tid til dejen har hævet op til dobbelt størrelse.
  • Slå dejen op og del den i to lige store dele. På et meldækket bord rulles den ene klump nu ud til en store cirkel (ca. 4-5 mm tykkelse) og skær pølserne over på midten. Tag nu 12 halve pølser og placér dem rundt i kanten af dejcirklen. Ønsker man ketchup i sine pølsehorn er det nu det skal i og her laves blot en stribe langs hver pølse. Dejen skæres ud så hver pølse har sin egen trekant. Nu er det tid til at rulle - start i enden med pølsen og rul ind mod midten. Gentag processen med den anden dejklump.
  • Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad nu pølsehornene efterhæve i 45 min, pensle dem med sammenrørt æg og bag ved 180 grader varmluft i 12-15 minutter til de er let gyldne.
  • Lad pølsehornene køle af på en rist - og her er det så lovligt at snuppe et enkelt eller to mens de stadig er lune... Det er nemlig helt umuligt at lade være 😛

Noter

Selv laver jeg for det meste mine pølsehorn "nøgne", dvs. uden drys af fx sesam. Dog forringer det bestemt ikke pølsehornene, at blive drysset på toppen med enten sesam eller birkes inden de bages 😛

Andre opskrifter, som du bør se

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskrift