Madplan uge 24 – 2019

Madplan uge 24 – 2019

Endelig titter sommeren frem

Hvor er det dejligt, at vi endelig har fået sommer nok til at kunne trække i shorts frem for bukser og lade jakken blive hjemme. Skønt! Vores jordbær er også begyndt at få farve nu og vi har de seneste dage nydt en god håndfuld dagligt 🙂

Jeg ser frem til en weekend uden de store planer andet end en enkelt lille kagebestilling til afhentning søndag formiddag. Jeg håber derfor, at vi kommer til at få hygget derhjemme og lavet lidt forskelligt i haven. Bl.a. har ukrudtet fået lidt for godt fat et par steder, hvor jeg hellere vil have mine stauder, grøntsager og frugtbuske til at vokse. Jeg er ikke fanatisk med at få fjernet ukrudt, og jeg har også taget et “aktivt valg” (hvis man kan kalde det det) om, at jeg ikke vil lade mig stresse af ukrudtet… Til gengæld vil jeg dog i udvalgte områder prøve at holde det nede 🙂

Med en meget stor have, fuldtidsjob, hestene som skal passes, mand, børn, byggeri og en madblog der skal plejes, så kan jeg umuligt have skarpe linjer hele vejen rundt i haven og holde den helt fri for ukrudt. Derfor har jeg valgt, at jeg ikke skal efterleve en skarp have og derfor heller ikke have dårlig samvittighed over det… 🙂

Sommer er lig med dyrskue

Den kommende uge bliver for mit vedkommende i hestens tegn. I weekenden er der nemlig dyrskue her på Fyn. Jeg er i år ikke racekoordinator, som jeg ellers har været de seneste tre år. Tiden har ikke været der! Heldigvis var vi flere om tjansen og de andre har fortsat arbejdet til UG, således vi atter får liv og glade dage i “Islænderstræde” 🙂 Selv skal jeg have min unge hoppe med til bedømmelse. Hun er eget avl, så jeg er vildt spændt på at se, hvad dommerne synes om hende – i mine øjne er hun selvfølgelig en stjerne af dimensioner 😛

Vores madplan i ugen der kommer

Maden bliver i den næste uge heller ikke det vild sådan rent madlavningsmæssigt og jeg kommer til at lave nogle nemme dage… Hvis vi når det i løbet af weekenden, kan det være at jeg forbereder lidt bagværk.

Mandag: Hjemmelavede hotdogs.

Tirsdag: Lasagne og verdens bedste salat.

Onsdag: Sommerfest i børnehaven, hvor der skal medbringes nem mad. Vi laver spyd med minifrikadeller og grønt. Dertil en super nem pastasalat.

Torsdag: Koldskål og hjemmelavede kammerjunkere.

Fredag: Tarteletter med høns i asparges.

Lørdag: Aftensmaden nydes sammen med de øvrige dyrskuefolk. Der laves fællesmiddag, hvor der købes mad på pladsen.

Søndag: Karbonader, kartofler og stuvede porrer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *