Kage, mad og køkkenhygge på bondegården

Madplan uge 15 – 2019

Madplan uge 15 – 2019

Weekend i hestens tegn

Endnu en gang kan jeg se frem til en weekend, som i den grad kommer til at stå i hetsens tegn. Min søster og jeg smutter nemlig til Herning og skal se stævne – et stort indendørs stævne med alle de bedste heste fra både ind- og udland. Et stævne, som så dagens lys for første gang sidste år, hvor vi også var oppe og se på. Vi ser begge meget frem til et par hyggelige dage 🙂 Vi snupper niecen og hendes veninde med også, så der er pigetur og hygge for alle pengene.

 

Fantastiske kager

I sidste uge fik jeg lavet tre super lækre kager, hvoraf det ene er min stikkelsbærkage, som allerede har sin plads på bloggen. De andre to, hhv. en Oreo cheesecake og en jordbær/rabarberkage, som begge er nye kager… Nye kager, som snart får en plads her på bloggen – det har de nemlig gjort sig fortjent til 🙂

 

Gang i byggeriet

Mon ikke næste uge kommer til at byde på mere arbejde i byggeriet. Vi er nemlig kommet så langt, at den står på malerarbejde. I noget tid har der ikke rigtig været så meget, som jeg kunne hjælpe til med. Derfor har jeg “fået fri” og fået hestetid nogle aftener. Nu har vi fået de første to rum (ud af i alt 7) klar til maling. I forgårs fik jeg fundet malerpensel og -rulle frem og fik givet både stuk og loft et lag grunder. Hvor er det fedt, at være nået hertil! 🙂 Der er stadig mange valg der skal tages, og vi har pt gang i at vælge døre og dørhåndag samt at finde frem til rette udformning på vinduesplader.

Jeg har valgt at sætte nogle nemme og ikke alt for tidskrævende retter på madplanen i den kommende uge – herved kan jeg nå hesten lige efter job og så bruge tiden om aftenen i byggeriet. Ja, det kræver sin planlægning med alle de ting, som skal gøres 🙂

 

Vores madplan

Mandag: Pastasalat med kylling og bacon.

Tirsdag: One pot pasta med oksekød.

Onsdag: Svensk pølseret og skåret grønt.

Torsdag: Thai-inspireret kyllingeret med ris og cashewnødder.

Fredag: Quesadillas med krydret oksekød (til denne ret skal jeg kun bruge en halv pakke oksekød – jeg tilbereder dog en hel pakke og fryser den sidste halvdel ned til en anden god gang). Dertil serveres en salat med både broccoli, majs og syltede rødløg.

Lørdag: Butternut squash suppe, blomkålssalat og hjemmebagt brød.

Søndag: Marokkansk kyllingegryde med abrikos og kikærter. Hertil hjemmelavet pandebrød og skåret grønt.

 

 

Ugens gode råd

I denne uge vil jeg give dig et par gode tips til genbrug af mad, således “rester” ikke bare er at spise samme ret to dage i træk. Hertil har jeg en fantastisk kogebog af Mette Mølbak, som netop har fokus på at lave “Mad til 2 dage”. Bogen er bygget op således, at dele fra opskriften på dag 1 kan anvendes i opskriften til dag 2, og bogen har for mig været en øjenåbner 🙂

For god ordens skyld vil jeg nævne, at der ikke er noget reklame af nogen art – bogen har jeg fået i julegave for nogle år tilbage og den er fast inventar på min bogreol i køkkenet.

Man kan have tendens til, at rester bare bliver at spise det samme dagen efter – let’s face it: det bliver nu lidt for kedeligt i længden. Hermed ikke sagt, at det aldrig sker, for det gør det. Det kan fx være en rest kødsovs, som på dag 2 bliver frisket op med en ekstra dåse hakkede tomater og en anden salat ved siden… Dog kan sådan en rest kødsovs bruges i en lasagne, som fyld i pitabrød eller quesadillas eller i en ret fyldt med grøntsager og kikærter. Mulighederne er mange, når man lige tillader sig selv at tænke lidt ud af boksen.

 

Slutteligt vil jeg ønske dig god fornøjelse med planlægningen af din madplan.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *