Løgtærte

Løgtærte

Den lækreste løgtærte – næsten, som min mormor lavede den. Tærten er (med god grund) en af Lauras livretter og laves ofte her på gården.


Smagen af besøg hos mormor

Her er endnu en ret, som bringer barndomsminderne frem. Min mormor lavede nemlig gerne denne lækre løgtærte, når min søster og jeg var på besøg. Tærten havde dog skiver af lune tomater oven på – dem har jeg sparet væk, da jeg må indrømme at de varme tomater ikke helt er mig. Mormor brugte også altid skiver af bacon, hvor jeg foretrækker dem i tern.

Den drilske tærtebund

Selve tærtebunden må jeg indrømme, at jeg ofte (host host – altid) har købt færdiglavet – lige til at rulle ud og komme i fadet. Jeg synes egentlig de færdige tærtedeje, som er tilgængelige smager ganske udmærket.

Det er faktisk først for ganske nyligt, at jeg er kommet frem til denne virkelig lækre bund, som oveni købet er nem at lave, smager godt og har en god konsistens. Og bedst af alt – den er til at arbejde med.

Det har nemlig været mit problem: tærtebunde til madtærter har for mig bare altid været noget værre smulder…

Men ikke længere! Jeg er kommet frem til den helt rette opskrift.


Opskrift på mormors løgtærte ala Bondemad

Løgtærte

Helt som min mormor lavede den… Og dog – min mormor pyntede altid af med et par tomatskiver, men dem er jeg gerne foruden lige netop på denne tærte. Tærten er ofte på menuen herhjemme og stod det til Laura, så fik vi det endnu oftere – hun elsker løgtærte! But I don’t blame her – tærten ER også bare rigtig god 🙂
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time 10 minutter
Antal 4 personer

Det skal du bruge

Selve tærtebunden:

  • 50 g hvedemel
  • 130 g grahamsmel
  • 0,5 tsk salt
  • 60 g koldt smør
  • 1 stk æg

Fyldet til tærten:

  • 150 g bacon i skiver eller tern
  • 4 stk store løg
  • 2 spsk karry
  • 3 stk æg
  • 1,5 dl fløde
  • 1,5 dl mælk
  • salt og peber

Sådan skal du gøre

Først skal dejen til tærtebunden laves:

  1. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.
  2. Skær smør i terne og bland det med mel og salt. Ælt (gerne med i K-spade på røremaskinen) og til sæt æg. Rør sammen til en sammenhængende dej – hvis dejen virker en anelse tør kan der tilsættes en lille smule vand. En tærtedej skal kun lige samles og ikke æltes – herved vil sprødheden forsvinde.
  3. Rul dejen ud og beklæd en tærteform med dejen. Prik huller i dejen med en gaffel og stil evt. tærtebundejen på køl i ca. 30 minutter (man kan godt springe køleskabet over, hvis tiden ikke er til det).
  4. Efter 30 minutter på køl tages formen ud af køleskabet og kommes direkte ind i den varme ovn, hvor den skal forbages i ca. 10 minutter (har du ikke sat din tærtebund på køl, så forbages den bare direkte efter at være kommet i formen).
  5. Tærtebunden tages ud af ovnen og er nu klar til at få fyldet i.

Tærtebunden er klar og nu skal fyldet laves:

  1. Steg bacon sprødt på en varm pande.
  2. Imens bacon steger forberedes løgene: pil dem, halvér dem og skær i skiver af ca. 3 mm tykkelse.
  3. Tag bacon af panden og læg det til side på et stykke køkkenrulle. Sørg for at beholde mest mulig fedtstof fra baconet på panden.
  4. Løgene svitses nu i fedtstoffet fra bacon sammen med karry, lidt salt og peber (middel varme på panden). Læg gerne låg på panden således dampen holdes ved løgene og er med til at bløsgøre dem. Husk at rør i løgene løbende således de ikke branker. Når løgene er møre kommes de over på den forbagte tærtebund.
  5. I en beholder piskes æg, fløde og mælk sammen med lidt salt og peber. Æggemassen hældes over tærten og tærten bages nu ca. 35-40 minutter ved 180 grader almindelig ovn til tærten er godt gylden på overfladen.
  6. De sidste 5 minutter af tærtens bagetid fordeles det sprøde bacon udover tærten således det får lov at varme igennem sammen med tærten.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *