Kage, mad og køkkenhygge på bondegården

Koldhævede rødbedebrød

Koldhævede rødbedebrød

Sunde rødbedebrød

Der er i min verden ikke mange ting, som slår en god kop kaffe og en lækker friskbagt bolle sådan en søndag formiddag, hvor ungerne bare leger og hygger. Jeg var i går igang i køkkenet og fik lavet flere lækre sager heriblandt disse helt formidable rødbedeboller, som ikke bare er super nemme at lave… De er også super sunde! Og dette helt uden at de bliver kedelige. Dejen bikses sammen dagen i forvejen og står nattenover på køl – når du vågner er det blot at tænde ovnen, forme bollerne og ellers vente – og det sidste er vel næsten den sværeste del! 😛

Det er altid godt at gå efter fuldkorn og min faster har en gang lært mig, at det er en god idé at udskifte lige godt havldelen af melet i ens bagværk med fuldskornprodukter frem for den hvide hvedemel. Fuldkorn giver ikke bare en anden smag til bagværket, men også de sunde fibre som kroppen har brug for – jeg er bestemt ikke hellig og kan virkelig også godt lide et godt stykke brød bagt på hvedemel, dürummel osv., men nogle gange gør det bare rigtig godt hele vejen ind til knoglerne, når man ved at man giver kroppen lidt af det den har godt af 🙂 Der findes mange meltyper, som kan anvendes når vi taler fuldkorn og jeg har i denne opskrift valgt at gå med fuldkornsspeltmel, som jeg virkelig godt kan lide.

Vi fik mange flotte rødbeder i vores køkkenhave i år, så jeg smuttede ud i vores sandspand og fandt en fin rødbede, som blev skrællet og revet til formålet. Jeg er vildt med de let lyserøde boller 🙂 Lille Agnes har allerede spist to boller, så det er dejligt at de kan godkendes der.

Jeg har valgt at lave bollerne forholdvist små og dette således de lige passer ned i madkassen.

Opskriften får I lige her – god fornøjelse og god søndag! 🙂

Koldhævede rødbedebrud

Skønne boller fyldt med sundhed - og så er de endda super nemme at lave...

What's not to like? 🙂

Antal 24 boller

Det skal du bruge

Kerner til iblødsætning:

  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl vand

Til dejen:

  • 5 dl vand
  • 5 g gær
  • 3 spsk aktiv surdej (fodret 4-12 timer før ibrugtagen)
  • 12 g salt
  • 350 g fuldkorns speltmel
  • 300 g hvedemel
  • 110 g revet rødbede

Sådan skal du gøre

Dagen i forvejen:

  1. Start med at blande solsikkekerner med 1 dl vand - lad trække ca. 30 minutter.
  2. I en skål blandes vand, gær og surdej. Rør rundt indtil gær og surdej er opløst i vandet.
  3. Tilsæt solsikkerkern (inkl. det vand de har trukket i), salt, speltmel og ca. halvdelen af hvedemelet og rør blandingen et par minutter til en homogen masse. Tilsæt resten af hvedemelet og rør ved mellem hastighed i 10-12 minutter til dejen samler sig om maskinens dejkrog.
  4. Når dejen er klar kommes revet rødbede i og arbejdes ganske let ind i dejen.
  5. Kom dejen i en oliemsurt plastikbøtte med tætsluttende låg og lad stå på køkkenbordet i 30 minutter inden dejen foldes. Fold gerne 3-4 gange inden bøtten kommes i køleskabet natten over.

Når du vågner:

  1. Tænd ovnen på 250 grader varmluft og lad den varme godt op i mindst 30 minutter med bageplader i. Normalt ville jeg bage ved almindelig ovn frem for ovnluft, men opskriften passer med to bageplader, hvorfor jeg har anvendt varmluft.
  2. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og form 24 små boller som placeres på to stykker bagepapir.
  3. Tag en varm bageplade ud af ovnen og træk bagepapiret over på bagepladen, som nu kommes i ovnen. Bag bollerne i ca. 20-22 minutter til de er færdige og lyder hule, når der bankes på dem.

Gode råd

Bollerne er ganske små og dette helt med vilje - således passer de nemlig rigtig godt lige til madpakken. De kan selvfølgelig sagtens laves større og bagetiden vil derved være en anelse længere end beskrevet i opskriften.

Variation:
Skift rødbede ud med fx squash eller gulerod.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *