Græskarkage

Græskarkage

Svampet græskarkage med flødeostecreme – en seriøs efterårsbasker. Her i form af små (u-)hyggelige mumier, som passer perfekt til et halloween arrangement.

En klassiker i nye klæder

Kagen kan dog laves helt simpelt, hvor flødeostecremen blot smøres jævnt ud over kagen. Det behøver nemlig ikke altid være så fancy.

Selvom vi i dag kan sige hej til november og for mit vedkommende også måneden, hvor julen så småt får sit indtog, så er jeg sikker på at jeg en af de nærmeste dage kommer til at bage kagen igen. Den er nemlig vanvittig god og vanvittig nem at gå til 🙂

Opskriften hører til blandt mine klassiske skærekager, og dette selvom jeg personligt ikke hidtil har stemplet græskarkage værende en klassiker. Skift græskar ud med revet gulerod og vupti: et styks lækker gulerodskage. Og gulerodskage – det må da siges at være en klassiker. I hvert fald, hvis du spørger mig 🙂

Opskrift

Hermed får du min version af en græskarkage.

Græskarkage med flødeostecreme

En fantastisk kage fyldt med god smag og toppet med en lækker flødeostecreme.

Ret Det søde køkken
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Antal 12 personer

Det skal du bruge

Selve kagen:

  • 200 g smør (stuetemperatur)
  • 100 g sukker
  • 100 g brun farin
  • 250 g græskarkød, fx hokkaido
  • 3 stk æg
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 0,5 tsk kardemomme (stødt)
  • 0,5 tsk ingefær (stødt)
  • 1 stk økologisk og usprøjtet appelsin (skal heraf)
  • 1 nip salt
  • 200 g hvedemel

Flødeostecreme:

  • 300 g flødeost naturel (ikke ligth)
  • 1 spsk sirup
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk marizena

Sådan skal du gøre

Bag kagen:

  1. Start med at tænde ovnen på 175 grader (varmluft).

  2. Klargør græskar: skær forsigt skrællen af og fjern kerner. Riv græskarkødet groft til du har den passende mængde. Stil til side til senere brug.

  3. I en skål piskes smør, sukker og brun farin i ca. 5 minutter til du har en let og luftig masse.

  4. Æg tilsættes nu et ad gangen og dejen piskes mellem hvert æg.

  5. Tag det groft revne græskar og appelsinskal og vend i dejen.

  6. Bland og sigt de øvrige ingredienser på listen (alle de tørre dele) og vend i vejen.

  7. Fordel massen i en springform eller lille bradepande der er beklædt med bagepapir. Bag kagen i ca. 30 minutter til kagen giver let efter ved tryk og der ikke hænger dej ved, når du stikker i kagen med en strikkepind/tandstik.

  8. Tag kagen ud af ovnen og lad afkøle inden den frigøres fra formen.

Lav flødeostecremen:

  1. Rør flødeost, vaniljesukker, sirup sammen til massen har en ensartet konsistens.

  2. Tilsæt marizena og rør i cremen.

  3. Smør cremen ud over den afkølede kage eller kom cremen i en sprøjtepose med valgfri tyl, hvis du ønsker at lave et smukt mønster på toppen af kagen.


Helt perfekt kage til ethvert halloween arrangement

Vi skulle til forældrekaffe i børnehaven med dertilhørende halloween tema. Jeg synes det var oplagt at lave små søde mumier til formålet – de var nu også ganske populære. Flødeostecremen blev derfor tyllet på kagen med en flad tyl og der blev sat små sukkerøjne på. De fine små sukkerøjne kan købes færdige, men de kan meget nemt laves selv – det kræver blot flormelis og past. æggehvide.

Sådan gør du:

  1. Lav en tyk glasur.
  2. Kom en lille rund tyl i en sprøjtepose og kom glasuren heri.
  3. Lav nu den hvide del af øjet ved at tylle små dutter ud på et stykke bagepapir (personligt synes jeg gerne der må være skæve øjne iblandt samt øjne i forskellige størrelser).
  4. Farv en smule glasur sort/mørk grå.
  5. Gentag punkt 2-3. Dut de sorte helt små prikker oven på de hvide.
  6. Lad tørre – enten ved stuetemperatur nogle timer eller i ovnen ved helt lav temperatur (50-60 grader i en halv til en hel time).


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *